Sri Lankas fred er skrøbelig

KOMMENTAR: Tusinder af fordrevne tamiler sidder stadig fast iinterneringslejre.

Våbnene ligger tavse hen efter Sri Lankas blodige borgerkrig, men de dybe sår, det etniske had har efterladt, er slet ikke begyndt at læge endnu. 300.000 tamilske civile er stadig i bund og grund fanger i interneringslejre oprettet af en overvejende singalesisk regering. For at mindske den dybe mistillid mellem befolkningsgrupperne bliver donorlandene nødt til at presse regeringen til at tage en retfærdig fred lige så alvorligt, som den tidligere på året tog en sejr i borgerkrigen.

De sidste måneders kampe i den årtier lange krig mellem den srilankanske hær og De Tamilske Tigre var brutale. Da regeringstropperne strammede grebet om oprørernes positioner, kom hundredtusindvis af civile i klemme. Hæren bombarderede i flæng områder med en blanding af civile og oprørere fra fly og med artillerigranater, og De Tamilske Tigre skød på dem, der forsøgte at flygte. FN skønner, at mindst 7.000 civile, heriblandt mindst 1.000 børn, blev dræbt, og 10.000 blev såret i krigens sidste måneder.

Begge parters uhyrligheder bør helt klart kulegraves, hvis tamilerne og singhaleserne i fremtiden skal kunne leve fredeligt sammen på øen. Men den øjeblikkelige indsats bør fokusere på de 300.000 tamiler, der stadig bor bag lejrenes pigtråd, uden at regeringen har en plan for at sende dem tilbage til deres hjem. Op mod to tredjedele af dem befinder sig i den enorme lejr ved Manik Farm, hvor folk dør hver dag som følge af meget trange forhold, dårlig hygiejne, mangel på rent drikkevand og en utilstrækkelig sundhedstjeneste.

REGERINGEN HAR skudt skylden for de ringe forhold på FN og de internationale hjælpeorganisationer, fordi disse organisationer nødigt vil bygge permanente eller halvpermanente boliger til de fordrevne.

I virkeligheden eksisterer problemet dog, fordi regeringen nægter at fremskynde sin »sorteringsproces« og nægter at give tusinder af de fordrevne lov til at bo hos slægtninge eller hos værtsfamilier.

Endvidere bliver de internationale organisationers adgang indskrænket på måder, der skader hjælpearbejdets effektivitet. 9. juli bad regeringen sågar Røde Kors om at skære ned på sine aktiviteter.

Mange af regeringens indskrænkninger synes at have til formål at hindre, at forholdene i lejrene eller civilbefolkningens situation i krigens slutfase kommer for en dag. I lejrene er det forbudt at have private konsultationer med de fordrevne, og kameraer eller lydoptagelsesudstyr må ikke medbringes.

Mange af de fordrevne ved intet om deres familiers skæbne, eller hvor de befinder sig. Mange af dem, der bliver mistænkt for at have haft kontakt med De Tamilske Tigre, er blevet adskilt fra deres familier og bliver tilbageholdt til forhør, nogle gange på hemmelige steder. Ifølge pålidelige kilder bliver folk fjernet fra lejren i ly af mørket.

Nogle havner i midlertidige internerings-eller rehabiliteringscentre, som Røde Kors og Unicef har adgang til. Men det gælder ikke alle. Der er god grund til at bekymre sig om mindst 2.000 mennesker - måske mange flere - som med magt er »blevet forsvundet« i Sri Lanka siden begyndelsen af 2006.

Et af disse tilfælde fortjener særlig omtale. Man ved, at tre tamilske læger og en højtstående sundhedsembedsmand er i regeringens varetægt, og de bliver nu truet med retsforfølgelse for at have samarbejdet med De Tamilske Tigre. De var nogle af de allersidste embedsmænd, der forblev i krigszonen i de sidste uger, og de kæmpede heltemodigt for at redde liv og for at gøre verden opmærksom på de katastrofale forhold, civilbefolkningen led under, mens de blev klemt inde af kampene. Disse mænds fangevogtere tvang dem 8. juli til at trække deres vidnesbyrd tilbage i håbet om at dække over regeringens forbrydelser.

Denne farce må nu holde op: De skal frigives og må ikke forfølges yderligere.

EFTER AT HAVE vundet krigen risikerer Sri Lankas regering nu at tabe freden. Helt præcist bliver regeringen nødt til at komme med en klar køreplan for hurtig og fuldstændig genhusning af dem, der i øjeblikket befinder sig i lejrene.

Den skal også skabe markante forbedringer i adgangen til og forholdene i disse lejre. Den bør offentliggøre sin lister over de internerede og desuden give Røde Kors adgang til alle interneringscentre samt til alle aspekter af den »sorteringsproces«, som militæret og efterretningstjenesterne udfører.

De lande, der sammen stod for konferencen i Tokyo om Sri Lankas genopbygning og udvikling - USA, EU, Japan og Norge - bærer et særligt ansvar og skal sende et signal, der ikke kan misforstås. Alle donorlande bør gøre indfrielsen af disse krav til en betingelse for al ny økonomisk hjælp, der ikke er akut nødhjælp.

Det er, hvad der kræves for skabe et fundament for en bæredygtig og retfærdig fred.