Uendelig tålmodighed er ikke en plan
Uendelig tålmodighed er ikke en plan
Op-Ed / Europe & Central Asia 3 minutes

Uendelig tålmodighed er ikke en plan

I Serbien har man nu en plan til løsning af Kosovo-spørgsmålet. Den består i fastholdelse af et endeløst dødvande

Det tog kun Serbien 20 års civil uro, en ødelæggende krig og otte års internationalt protektorat over en bid af dets territorium, men nu hævder premierminister Vojislav Kostunica omsider, at have en plan til løsning af Kosovo-spørgsmålet. Problemet er bare, at ingen - end ikke hans embedsmænd i Beograd - ser ud til at ane, hvad den går ud på.

Trods Beograds insisterende retorik, om at Kosovo for evigt vil forblive en del af Serbien, har de serbiske myndigheder igennem skiftende regeringskoalitioner aldrig formuleret noget bud på, hvordan den 90 procent store befolkningsandel i udbryderprovinsen igen kan bringes til at leve under serbisk overhøjhed. Nu har hensyntagen til kosovoalbanere ganske vist aldrig været Serbiens stærke side. Trods alt var det Beograd, der stod bag den etniske udrensningskampagne i 1999, under hvilken tusindvis af albanske civile blev massakreret og yderligere 800.000 fordrevet til nabolandene, indtil NATO-bomber fremtvang et politisk kursskifte.

Hvis Beograd nu vitterlig har en plan, så kender vi kun til den ud fra de vagt formulerede og delvis selvmodsigende udtalelser, vi hører fra Serbiens unge udenrigsminister og minister for Kosovo, Vuk Jeremic. 'Planen' er tilsyneladende blottet for klare målsætninger og ser ikke ud til rumme andet end den laveste nationalistiske fællesnævner i serbisk indenrigspolitik med sin konsekvente fastholdelse af modstand mod uafhængighed til Kosovo.

Resultatløst

Beograds løsning på spørgsmålet om Kosovos status består i at overlade det til Vesten at redde Serbiens demokrati på bekostning af regional stabilitet og i øvrigt oppebære alle de økonomiske, folkeretlige og sikkerhedsmæssige omkostninger, der er forbundet med fortsat at nægte Kosovo dets uafhængighed og tvangsmæssigt opretholde det under serbisk suverænitet. Beograd har ikke diskutere om, eller hvordan albanerne skal integreres i Serbiens samfund, økonomi og politiske liv. Ej heller har Beograd fundet på at tilbyde dem en ligelig parlamentarisk repræsentation, menneskeretsgarantier, kulturelle rettigheder eller den særlige minoritetsbeskyttelse, som albanerne vil være forpligtet til at give Kosovos serbiske minoritet i det FN-resolutionsforslag, som FN's særlige forhandler, Marrti Ahtisaari, omhyggeligt har udfærdiget, efter at 18 måneders forhandlinger mellem de to parter endte resultatløst.

Status quo

Men Beograd håber på, at Bruxelles og Washington vil bide til bolle og se igennem fingre med, at det serbiske udspil er lig med en stadfæstelse af status quo.

Som følge af russisk obstruktion i FN's Sikkerhedsråd, skal trojkaen bestående af EU, USA og Rusland begynde en ny forhandlingsrunde om Kosovos status midt i august og derved gentage Ahtisaaris eksisterende arbejde. I penduldiplomatiets indledende fase forventes trojkaen at få input fra Beograd og Pristina, og håbet er, at parterne på en eller anden måde skal nå et kompromis, der er acceptabelt for begge.

Men der er ikke mindste antydning af, at Beograds position i forhold til Kosovo vil ændre inden for den nuværende politiske generation - uanset hvor stort pres, der så måtte blive lagt på serberne. Serbiens politikere er ude af stand til at formulere en plan for integration af albanerne i Serbiens sociale og økonomiske liv - enhver regering, der måtte forsøge det, ville underskrive sin egen dødsdom, ligesom enhver sådan plan vil blive mødt med hårdnakket modstand i det nationalistisk dominerede parlament. Ansporet af et Moskva (som kynisk forfølger egne interesser) ser Beograd sågar ud til at forhærde sin linje - herom vidner en parlamentsresolution af den 24. juli, der bemyndiger regeringen til at tage "ethvert skridt, den måtte finde fornødent" for at værne om serbisk suverænitet over Kosovo.

International splid

Alternativt arbejder Beograd også hen imod en deling af provinsen- en fortsættelse af Slobodan Milosevics strategi. Håbet er, at en forhaling og obstruktion af Kosovos uafhængighed til sidst vil få albanerne til unilateralt at erklære sig uafhængige, hvilket vil så splid i det internationale samfund og muligvis resultere i voldsudbrud, der kan få serberne til at fremstå som den forurettede, forfulgte part.

Mindretalsbeskyttelse

I mellemtiden tikker uret ned, og Kosovo behøver afklaring. Kosovoalbanerne har ventet mere - eller desværre snarere mindre - tålmodigt i otte år på, at det internationale samfund skulle hale dem ud af det folkeretslige limbo, hvor de befinder sig og få afgjort deres status. Skønt ni ud af 10 af provinsens indbyggere er kosovaalbanere, er de gået med til at oprette en multietnisk stat, der er udstyret med den stærkeste mindretalsbeskyttelse, Europa nogensinde har kendt. I albanernes optik er det internationale samfund nu løbet tør for undskyldninger for yderligere at forsinke vedtagelsen af den statusresolution, hvor man selv mener at have givet så betydelige indrømmelser, at det er på grænsen til at kompromittere den nye stats evner til at fungere. USA og EU har anmodet om yderligere 120 dages respit. Når den frist udrinder, vil presset for en unilateral uafhængighedserklæring vokse til et kritisk punkt - uanset om den så kan samle international opbakning eller ej.

Bundlinjen er, at Pristina aldeles ikke vil slække på sit krav på uafhængighed. Og samme krav vil fortsat være aldeles uantageligt for Beograd. Den nye trojka vil derfor havne nøjagtig, hvor Ahtisaari gjorde: I et dødvande mellem parterne, hvor det vil være op til FN's sikkerhedsråd at træffe afgørelsen. I betragtning af kosovoalbanernes overvældende ønske om at blive fri fra den stat, der søgte at eliminere dem og det totale fravær af ethvert realistisk alternativ fra Beograd, vil det internationale samfund ikke have andet valg end at tilstå Kosovo uafhængighed.

Subscribe to Crisis Group’s Email Updates

Receive the best source of conflict analysis right in your inbox.