Gaza: Hvis ikke EU, hvem så?

Den skrøbelige våbenhviles sammenbrud i december og den genopblussede konflikt i fuldt udbrud mellem Israel og Gaza under Hamas har fået mange kommentatorer til at udbryde "åh nej, ikke nu igen" og drage sammenligninger til Israel-Libanon-krigen i 2006.

Der er da også visse lighedspunkter: Efter at have fået nok af utallige provokationer, slog Israel til - dengang som nu - med overvældende magt imod en islamistisk styrke og imod civil infrastruktur, hvilket resulterede i enorme tab, som begge parter har søgt at give modparten skylden for. Det internationale samfund står splittet og handlingslammet, USA har helt frem til FN's Sikkerhedsråds resolutionskrav torsdag - som man hverken stemte for eller imod - om øjeblikkelig våbenhvile, stiltiende givet Israel grønt lys til at fortsætte sine angreb, mens den arabiske verden har råbt og skreget, uden at der kommer noget ud af det. Altimens er rædslerne og ydmygelserne ved at nære ilden til en ny generation af militante.

Spørgsmålet er denne gang, om nogen i det internationale samfund har taget ved lære af det, som skete i 2006.

Kunne være undgået

For to et halvt år siden skulle der flere måneders krig til, før USA, europæerne og de regionale aktører reagerede med tilstrækkelig styrke og omhu. Før dette agerede mange ud fra den illusion, at hvis blot Israel fik tilstrækkelig med tid, ville man være i stand til at rette et knusende slag imod Libanons Hizbollah-milits, tvinge det til overgivelse og ændre på det politiske landkort. Som udfaldet blev, endte israelerne med at presse på for en våbenhvile, hvis betingelser kunne være opnået tidligere, hvorved tab af menneskeliv og overflødig ødelæggelse kunne være undgået.

USA ser ikke ud til at have indprentet sig denne lære med sin stadig insisteren på en 'holdbar' våbenhvile, der klinger som et ekko af dets holdning fra 2006, om at visse politiske betingelser først skal være opfyldt, før kamphandlingerne kan bringes til ophør. Endnu engang forsømmer USA at udvise rettidig omhu ved at udsende signaler, der kun kan tolkes, som om det tolererer den fortsatte katastrofe.

Hamas stopper raketter

Europa derimod, kan drage fordel af større politisk fleksibilitet og har derfor en chance for at gøre sin indflydelse gældende ved at bidrage til at få skabt den nødvendige våbenhvile. Og der er opmuntrende tegn på, at nogen i EU har lært fra de bitre erfaringer i Libanon, at tidsfaktoren er altafgørende.

At udarbejde en våbenhvile, der grundlæggende er acceptabel for begge parter, er ikke umuligt. Israel vil næppe gå ind på nogen aftale, som ikke omfatter forholdsregler, der skal sætte en stopper for Hamas' evne til at skaffe sig, opmagasinere og affyre raketter. Og Hamas vil næppe gå med til en indstilling af fjendtlighederne uden en åbning af Gazas grænseovergange og en rimelig garanti for, at de kan forblive åbne og deltagelse i denne proces. Med disse begrænsninger in mente vil en realistisk våbenhvile med internationale garantier skulle indeholde fire nøgleelementer:

• For det første vil en våbenhvile på ubestemt tid skulle indebære, at Hamas stopper alle raketbeskydninger, holder sine væbnede militante i en afstand af mindst en halv kilometer fra Israels grænser og får andre væbnede fraktioner med på det samme. Samtidig skal Israel indstille alle militære angreb og trække alle sine tropper ud af Gaza.

Åbner grænser i praksis

• For det andet må der gøres en reel indsats for at stoppe indsmuglingen af våben til Gaza. Egypten må stå i spidsen for denne i samarbejde med regionale og internationale aktører.
   
• For det tredje vil aftalen kræve, at der indsættes en international overvågningsstyrke, som kan verificere, at våbenhvilen overholdes, fungere som forbindelsesled mellem de to sider og afbøde potentielle kriser. Lande som Frankrig, Tyrkiet, Qatar - foruden organisationer som FN - kan spille en afgørende rolle i dette.
   
• Endelig må det sikres, at Gazas grænser til Israel og Egypten bliver åbnet og forbliver åbne i praksis. Skal dette fungere gnidningsløst, vil det kræve en fornyet EU-tilstedeværelse ved grænsegangen i Rafah, en udvidelse af denne til Gazas grænseovergang til Israel, og et koordineret samarbejde med Hamas-myndighederne og de palæstinensiske selvstyremyndigheder i Ramallah.

Begge parter vil formentlig gøre ophævelser mod dele af denne plan. Ikke desto mindre vil den internationale tilstedeværelse, som skal overvåge, at våbenhvilen overholdes og tilse grænsetrafikken, forhøje de politiske omkostninger ved at overtræde forpligtelserne og derved også imødekomme hovedbekymringerne for begge parter.

Under det tjekkiske formandskab har EU nu en chance for at træde i karakter som en fair og upartisk mægler i alt dette, og Bruxelles og Prag må udnytte den position. I betragtning af ødelæggelserne og lidelsernes omfang og det aktuelle tomrum i international ledelse har EU en oplagt mulighed - og en pligt - til at træde frem og mægle en aftale i stand, der kan stoppe blodbadet.