Bosnien​ ​mellem​ ​Dayton​ ​og​ ​EU

14 år efter fredsaftalen er Bosnien-Hercegovina stadig et internationalt protektorat med en uvis fremtid

Efter i næsten halvandet årti at have været en byrde for det internationale samfund, ville det være glædeligt, hvis vi i dag kunne sige, at Bosnien-Hercegovina var tæt på at kunne afvikles som protektorat og tæt på en fremtid som velfungerende stat. Dette er beklageligvis ikke tilfældet.

Med Dayton-fredsaftalen fra 1995 blev der oprettet en stat med to enheder, den serbisk kontrollerede Republika Srpska og Forbundsstaten Bosnien-Hercegovina, som domineres af bosniere og kroater. Men selv om Dayton bilagde den væbnede konflikt, afskaffede den ikke det dybe fjendskab mellem parterne. Selv i dag er situationen spændt og stabiliteten skrøbelig. Den bosniske stat er svag og dens ledelse for splittet til at påtage sig et ansvar.

Processen mod EU-optagelse er sat i stå. Fredsrådet (Peace Implementation Council), det internationale organ, som tilser, at Dayton-aftalen gennemføres, fastsatte i 2008 nogle betingelser for at afvikle protektoratet. Disse er realistiske og nødvendige, men næppe tilstrækkelige, hvis staten skal fungere uden internationalt overopsyn, og kun de færreste er opfyldt. De bosniske lederes manglende evne til at enes om selv relativt beskedne problemstillinger afspejler, at de stadig er uenige om Bosniens fundamentale identitet og fremtid.

Brudt sammen

I november 2008 erklærede lederne af Bosniens tre største partier (der hver repræsenterer en af nationens tre folkegrupper) dog, at de var nået til 'et historisk kompromis'. Dette førte til omfattende forhandlinger om de sidste fire kriterier for at afvikle protektoratet og til diskussioner om de reformer, der skal bane vej for optagelse i EU.

Disse bestræbelser er det mest konstruktive forsøg i årevis på at bryde lammelsen. Om det vil lykkes, tegner lige nu tvivlsomt. Efter fire måneders forhandlinger ser kun et af de udestående problemer ud til at finde snarlig løsning. Og hvad værre er: Samtalerne om reformer er tilsyneladende brudt sammen.

Kørt fast

Hvorfor er det så svært for de bosniske ledere at enes? Problemet er ikke etnisk had. Det er, at ingen af de nationale grupper stiller sig tilfreds med Dayton-kompromiset. Alle håber stadig på at kunne få international støtte til at ændre Dayton til egen fordel. For bosnierne betyder det en drastisk reduktion af Republika Srpskas autonomi, for kroaterne en tredje territorial enhed, som de vil dominere. For serberne en de facto uafhængighed. Selv om disse mål havde været ønskelige, vil de aldrig kunne nås uden krig. Derfor er Bosnien kørt fast: Vigtige beslutninger træffes ikke, få love vedtages og kursen imod europæiske integration er næppe mærkbar.

Når Fredsrådet i dag mødes i Sarajevo for at udnævne en ny 'Høj Repræsentant', bør denne have mandat til at bryde dødvandet. Rådet bør fastslå, at Den Høje Repræsentant kan bruge sine særlige beføjelser til at blokere alle unilaterale forsøg på at omgå Dayton. Han bør også søge at gøre lammelsens omkostninger større. Hvis f.eks. politikerne ikke lever op til aftaler eller ikke kan enes om lovgivning, bør han aflyse deres udenlandsrejser og inddrage deres officielle biler og lignende embedsgoder. I ekstreme tilfælde bør han indefryse deres løn.

Ingen kan påtvinges

Når Bosnien lever op til rådets udestående krav, bør EU påtage sig ansvaret for at fastholde stabiliteten og kursen mod fremskridt. Dets Særlige Repræsentant i Bosnien vil ikke have Den Høje Repræsentants særlige beføjelser, men mindre kan gøre det.

For at garantere fred og fremskridt i Bosnien vil Europa skulle overbevise bosnierne om, at de ikke kan påregne nogen europæisk støtte ved at udmanøvrere hinanden. Det vil kræve mere end stærke diplomatiske noter. EU må garantere Daytons grundprincip: At ingen gruppe eller entitet kan påtvinge de øvrige sin vilje. Konkret bør EU's Særlige Repræsentant have myndighed til at afgøre, om partier eller individer forbryder sig imod princippet. Og sker dette, bør dørene forblive lukkede for de pågældende i alle EU's medlemsstater og al kontakt alene gå igennem Den Særlige Repræsentant.

Før Bruxelles' tillokkelser kan drage bosnierne, må attraktionen ved deres egne separate idealløsninger først falme. Når parterne accepterer, at der ikke findes et alternativ til kompromis, vil det blive meget lettere for dem at sætte gang i de reformer, som er fornødne for EU-medlemskab.