Konfliktløser. EU har meget at tilbyde

EU's seneste vanskeligheder i kølvandet på den irske folkeafstemning og ret i stedet blikket mod steder, hvor der virkelig er krise, og hvor EU gør en stor forskel i bestræbelserne på at finde en løsning.

I den livlige debat om Lissabontraktaten har man ofte helt forbigået spørgsmålet om, hvordan de foreslåede ændringer egentlig ville påvirke det vigtige arbejde, EU gør uden for sine grænser. EU har haft 21 missioner i konfliktområder og ustabile efterkrigslande og har i forsøget på at stabilisere og genopbygge splittede samfund ydet afgørende militær støtte og civil ekspertise til en række urolige områder.

Ved at kaste et undersøgende blik på blot nogle få af de 9 tidligere og 12 nuværende missioner kan man danne sig et indtryk af omfanget og betydningen af EU's stigende udenrigspolitiske indflydelse.

I Afghanistan har EU's politimission været med til at etablere et stabilt og effektivt civilt politisystem under afghansk flag. I Tchad yder EUFOR-missionen med stærk irsk deltagelse beskyttelse til borgere, som ellers ville være let bytte for hærgende oprørere og banditter.

I 2003 skabte EU's militære operation Artemis sikkerhed i byen Bunia i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, hvilket gav flygtninge mulighed for at vende hjem og forhindrede den massive vold i at eskalere yderligere.

To igangværende EU-missioner i Congo fortsætter med at støtte fornyelse og omstrukturering af sikkerhedssektoren, hvilket er afgørende, hvis landet skal gøre sig fri af de mange års blodige konflikt, der har kostet millioner af mennesker livet.

I Kosovo vil EULEX-missionen, der blev lanceret i februar, hjælpe retsvæsenet og ordensmagten med at skabe et multietnisk retssystem.

EU's måske største nylige succes har været i Bosnien-Hercegovina, som var det første sted, der kunne nyde godt af en mission under EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Siden begyndelsen af 2003 har EU overvåget, rådgivet og besigtiget bosniske politistyrker, mens en betydeligt større EU-militærstyrke har håndhævet sikkerheden.

16. juni underskrev EU en stabiliserings- og associeringsaftale med landet, det første skridt mod et eventuelt EU-medlemskab.

Jo, alle disse missioner har deres svagheder - missionen i Kosovo, for eksempel, skulle have været operationel nu, men indsættelsen kompliceres af uoverensstemmelser i FN's Sikkerhedsråd. Men i sidste ende har de alle været umagen værd og vist, hvor meget EU har at tilbyde verden, både når det gælder hård og blød støtte til forebyggelse og løsning af konflikter.

Ligesom på andre politikområder er et af de største kritikpunkter, når det gælder EU's evne til at forbygge og løse konflikter uden for sine egne grænser, at unionens institutioner er tunge og ineffektive. Lissabontraktaten, eller snarere Reformtraktaten, har stadig svaret på nogle af problemerne.

Det ineffektive halvårligt roterende formandskab for Det Europæiske Råd ville ikke længere have ansvaret for udenrigspolitiske anliggender, som ville blive overdraget til den nye høje repræsentant for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det ville sikre kontinuitet, hvor der nu er skiftende nationale prioriteter.

Den høje repræsentant skulle stå i spidsen for den nye EU-udenrigstjeneste og være næstformand for Kommissionen. Det ville kæde de forskellige dele af EU's udenrigspolitik sammen, som nu hører under Rådet og Kommissionen, som i dag indimellem er adskilt af en væsentlig større kløft end den 50 meter brede Rue de la Loi, som ligger mellem de to institutioners bygninger i Bruxelles.

I spørgsmål, hvor EU's medlemslande har indvilliget i at lade EU tale på deres vegne, ville EU få den juridiske person til at gøre det. Der ville også være en forbedret stemmeprocedure i spørgsmål angående eksterne aktioner, som - uden at fratage medlemslandene muligheden for at nedlægge veto - ville styrke brugen af kvalificerede flertalsafstemninger og dermed fremskynde processen.

Traktaten åbner også mulighed for permanent struktureret samarbejde i forsvarsanliggender, hvor medlemslande med større slagstyrke og ansvar, som ønsker at samarbejde, vil kunne gøre det uden et minimumsantal deltagere, men med Rådets godkendelse ved kvalificeret flertal. Alt i alt strømliner reformerne i traktaten de mange processer og institutioner og øger dermed EU's effektivitet i arbejdet med forebyggelse og løsning af konflikter. Kort sagt betyder det, at man redder menneskeliv.

Selve Den Europæiske Union er naturligvis et af de mest vellykkede konfliktløsningsinstrumenter, der nogensinde er skruet sammen. Med EU er det utænkeligt, at der opstår voldelige konflikter mellem de europæiske lande, der engang med jævne mellemrum bekrigede hinanden. Det er lykkedes unionen at sprede denne viden og erfaring til udlandet ved utallige missioner, og det ville være umådelig trist, hvis yderligere fremskridt blev forhindret eller forhalet af længerevarende interne mundhuggerier over Lissabontraktaten.