Cypern skal væk fra status quo

Græsk-cyprioter, tyrk-cyprioter, EU og Tyrkiet betaler alle prisen for den nuværende hårdknude.

Nogen tror måske, at den konflikt, der deler den cypriotiske ø, på en eller anden måde var blevet løst, da Cypern blev medlem af EU i 2004.

Men de seneste år har vist, at dette langt fra er tilfældet. Et uroligt Cypern gør de involverede parter urolige. Græsk-cyprioter, tyrk-cyprioter, EU og Tyrkiet betaler alle prisen for den nuværende hårdknude.

Længe har erkendelse af dette faktum været savnet såvel som et pres fra EU's side om at opnå en FN-mæglet løsning.

På trods af den gradvise nedbrydning af de fysiske barrierer i de senere år lever græsk- og tyrk-cyprioterne stadig i hver deres verden. De førstnævnte anerkendes af EU som værende den eneste myndighed på øen.

De sidstnævnte accepteres som EU-statsborgere, der dog i praksis ikke kan udøve ret mange af de rettigheder, der medfølger denne status, mens deres økonomiske udvikling afhænger af omstændigheder, som ligger uden for deres kontrol.

Tyrk-cyprioternes underordnede status er ikke deres egen skyld, givet deres godkendelse af Annan-planen, der er et forligsforslag støttet af FN og EU, der blev afgjort ved flertal ved et folkevalg i deres egen gruppe i 2004.

Fordi EU's holdning til den foreslåede løsning var en strategisk præference og ikke en strategisk forudsætning for cypriotisk optagelse i EU, stod det græsk-cyprioterne frit for at afvise Annan-planen uden at blive straffet for det.

Umedgørlighed

Mange vil nok mene, at 2004 var en bragende sejr for den græsk-cypriotiske gruppe, for hvilken det samtidig lykkedes at få i både pose og sæk. Med EU-medlemskabet sikret var der ikke mange græsk-cyprioter, der var villige til at gå på kompromis. Men hvis den nuværende umedgørlighed forsætter, kan det få konsekvenser - ikke mindst for dem selv.

Mange af de problemer, som man har gjort indsigelser imod og bestridt i årevis, vil fortsætte uden løsning, forsoning og endelig bilæggelse. Græsk-cyprioterne, der kræver tabt ejendom leveret tilbage, vil forblive tomhændede. Status Quo betyder, at de tyrkiske tropper forbliver på øen, og at tyrkiske bosættere fortsat kommer til. Risikoen for et permanent brud mellem de to zoner og de to grupper med alt, hvad det får af politiske og diplomatiske konsekvenser, forværres ved manglende handling.

Cyprioterne fra de forskellige grupper er ikke de eneste tabere. Det cypriotiske spørgsmål med alle dets tilstedeværende forviklinger og vetoer komplicerer en allerede kompleks forhandlingsproces mellem Tyrkiet og EU.

Det imødekommende politiske klima, der er nødvendigt i Tyrkiet, for at man kan forfølge en moderniserende reformistisk dagsorden, bliver desuden alvorligt undergravet af vetoerne fra den græsk-cypriotiske regering. Tyrkiet selv har ansvarsområder, som skal opfyldes med hensyn til cypriotisk adgang til havne og lufthavne.

Hver part har sine grunde til at klage, hver part kræver noget af den anden, og hver part betaler prisen for tingenes stilstand.

EU's troværdighed

EU lider også under den nuværende situation. Der bliver sat spørgsmålstegn ved både EU's troværdighed og effektivitet, fordi man ikke finder sammen om at løse den cypriotiske konflikt.

EU har siden 2004 overdraget ansvarsområder til tyrk-cyprioterne. Den uløste konflikts afsmittende virkning forpurrer EU's forsøg på at opnå enighed omkring Kosovo. Det forværrer de europæiske forsøg på at bekæmpe menneskesmugling på øen og forværrer relationerne med NATO, som Tyrkiet er et vigtigt medlem af.

En omfattende løsning kunne tage hånd om de bekymringer, som begge sider har, og bør ikke passivt afvises som uladsiggørlig.

Begge grupper har allerede accepteret mange punkter i Annan-planen fra 2004, og det burde være muligt at finde løsninger på de resterende, omdiskuterede problemer.

Dobbeltsamfund

Løsningens parametre ville skulle baseres på en føderation med dobbeltzoner og dobbeltsamfund. Begge grupper ville blive anerkendt og have deres eget territorium i en fællesstat.

Desuden ville de tyrkiske tropper skulle forlade landet permanent. En del af det græsk-cypriotiske land, der på nuværende tidspunkt er besat af tyrk-cyprioter, skulle gives tilbage, og primært græsk-cyprioter skulle have tilladelse til at vende tilbage til deres hjem.

Hvis en handel kan indgås, vil det være en sejr for begge parter. Græsk-cyprioterne vil ikke længere skulle leve i frygt og usikkerhed. De ville desuden kunne drage nytte af den tyrkiske økonomi, som er den mest dynamiske i regionen.

Tyrk-cyprioter ville endelig kunne få det fulde udbytte af at være EU-statsborgere. For Tyrkiet ville en ordning fjerne en stor forhindring i forholdet til EU og hjælpe landet med at forfølge sine reformer. Endelig ville det være et vigtigt resultat i EU's udenrigspolitik at bidrage til løsningen af konflikten.

Men seriøse forhandlinger kræver politisk vilje. Internationale aktører har en vigtig rolle at spille. Først skal EU virkelig presse på for at få parterne til at genoptage fuld forhandling og for at få FN's mægling tilbage på sporet.

Derefter må både EU og FN bruge deres betydelige indflydelse til at sikre, at alle aktører deltager i god tro. Det rigtige øjeblik til genoptagelse af forhandlingerne lurer måske lige om hjørnet efter det græsk-cypriotiske præsidentvalg i februar. Lad os håbe for alle cyprioter, for Tyrkiet og for EU, at de ikke forspilder denne mulighed.